Byens første forretning i øde omgivelser med "Fujiyama" i baggrunde
Første forretning
- I så øde omgivelser lå "Jyderup Stationsby's allerførste forretninger for 100 år siden, at der kun var udsigt til de store høje i baggrunde, bl.a. "Bavnehøj", der i daglig tale blev kaldt "Fujiyama" fordi dens konturer kunne minde om det japanske bjerg!
I serien "Jyderup i 100 år" fortsættes beretningen om stationsbyens opståen, i forbindelse med banens anlæggelse, fortalt af fhv. købmand Flemming Funch Jensens morfar, daværende skovrider og jægermester Flemming Lerche, Bjergsted Skovridergård og fætter til lensgreve Lerche, Lerchenborg, der ejede Bjergsted Skovridergård, Aunsøgård, Astrup og Aggervold. Fl. Lerche fortalte i sidste artikel om det første hotel Skarridsø, opført af gæstgiver Anders Olsen, "Den gamle kro", hvis oldebarn også er nulevende borger i Jyderup, nemlig bogtrykker Edmund Crone, Holbækvej.
Fl. Lerche fortsætter:
- Den unge prokurist Chr. F. Jensen fra Kalundborg var den anden der, efter Anders Olsen byggede ejendom i Jyderup Stationsby, for her at oprette købmandsforretning. Gennem fuldmægtig Harboe, der var værge for gårdejer Rasmus Jensen enke, Søbæksgården, (gården lå dengang lige udfor banen, Red.) købte Chr. F. Jensen et mindre areal lige op til den nye Stationsvej (nu Skarridsøgade, Red.) og i nærheden af det under opførelse værende gæstgiveri.
I begyndelsen var det ingen særlig stor og imponerende, ejheller særlig smuk, købmandsbolig Chr. F. Jensen lod opføre på sin grund, men som en forsigtig mand, og vist nok også fordi han ikke var i besiddelse af ret megen kapital, valgte han at begynde småt - og udvide når han fik vished for, at det gik fremad. - Det viste sig at være en glimrende idé, at bygge købmandshandel i en by "i svøb", idet forretningen i tidens løb blev større og større, og blandt andet trak en hel del af handelen fra den gamle købmandsgård i Jyderup kirkeby, den oprindelige hovedby. Dette var selvfølgelig købmand Rønne, Den gamle Købmandsgård, en slem torn i øjet. Rønne luftede planer om, at bygge ved stationen og oprette en filial, men Rønne var en svagelig mand og døde i en ret tidlig alder, uden at få realiseret sine planer.
Servitutter
Om baggrunden for de mange gamle servitutter, der har givet problemer helt op til de seneste år, fortæller Fl. Lerche:
Købmand Chr. F. Jensen hørte rygtet om den påtænkte konkurrence og fandt ud af, at den eneste måde hvorpå han kunne forhindre en sådan konkurrence, var opkøb af jorden, med andre ord at blive ejer af Søbæksgården's arealer på begge sider af amtsvejen. Disse arealer strakte sig lige fra det område, hvor den første forretning var opført, til den gamle Kro's jorder.
Det var dog først i 1882 Chr. F. Jensen havde midler til at købe Søbæksgården med hele den omfattende jordtilliggender. Nu blev der for alvor noget for den unge og driftig mand at tage fat på, idet han ikke alene skulle være købmand i stadigt større stil, men nu også skulle til at beskæftige sig med landvæsen. Vigtigst for ham var dog, at han nu var enehersker på "terrænnet" øst for Jyderup station og kunne begynde at sælge byggegrunde. Grundene blev alle behæftet med den servitut, at ingen købmandsforretning indenfor kolonialbranchen og lignende, måtte opføres.
Lerche slutter sin håndskrevne beretninger med at fortælle, at Chr. F. Jensens forretning stadigt voksede sig større og at byen skød op, med anlæggelse af veje, opførelse af forretningsejendomme, hvis branche ikke konkurrerede med hans egen. Hvad end senere generationer måtte mene om denne fremgangsmåde, så måtte den ses på baggrund af, at han var begyndt med små midler og ville sikre sin eksistens. Chr. F. Jensens initiativ og betydning for byens vækst og trivsel, var af en sådan karakter, at en vej kom til at bære hans navn og den dag i hedder Chr. F. Jensensvej1


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 18. juli 1975; Byen første forretning
Note:
Læs 3 afsnit af Flemming Jensens beretning om Jyderup

Sidst opdateret 17. marts 2015
©Jyderup Realskole